Inden du giver dig i kast med at sælge eller købe guitarer online, som denne guide primært dækker, vil jeg bede dig om at læse “Tips til fotografering og Annoncering” først. Den dækker de mest basale tips til hvordan du får taget billeder af din guitar og hvad der skal stå i din annonce.

Når du skal sælge…

Når du skal sælge din guitar er det vigtig du præsentere din guitar bedst muligt med en grundig gennemgang af guitar, samt gode billeder. Ligeledes er det vigtigt at du er ærlig og beskriver de eventuelle fejl og mangler der er. Når du sælger som privat person, kan du lave en “dags dato kvittering” eller en “privat kvittering” som SKAT anbefaler at man kalder det. Her skriver du selvfølgelig hvad du har solgt, men også at guitaren er købt som beset. Det vil sige, at køber her ved, at når handlen er afsluttet, er den endeligt afsluttet. Du skal ligedan altid selv bede om en kvittering, da du kan få brug for en sådan. Bliver din guitar stjålet eller du smadre den, er det rart at have en eller anden form for kvittering på den.

Når du skal sælge bør du overveje hvilken platform der er bedst at sælge på. Er din guitar masse produceret som f.eks. en US strat eller en gibson les paul er der købere alle vegne og du vil ofte få nogenlunde den sammen pris for den, uanset hvor du sætter den til salg. Er din guitar mere sjælden bør du måske overveje at sælger internationalt, da der sidder samlere derude, der er villige til at betale rigtig mange penge for den “rigtige” guitar. Når det kommer til prissætning, så se hvad andre tager for tilsvarende guitar og et godt tip herfra, er at prissætte den lige under de andre annoncerede guitarer. Hvis du ikke har travlt med at få solgt, kan du jo selvfølgelig sætte prisen, som du vil, men alt for mange ligger alt for mange kroner oveni i, i såkaldt “prutte gebyr”, hvilket giver et fordrejet billede af guitarens reelle værdi og kan skramme mulige købere væk. Vær realistisk og de gyldne tider er desværre forbi. Det er helt igennem købers marked i disse år og priserne er virkelig raslet ned og mange vil hellere bytte end at sælge deres guitarer for under brugt prisen.

Når du skal købe…

Det er når du står og skal købe guitar, at du skal være særlig opmærksom, for her er rigtig mange faldgrupper. Især hvis du skal købe på ebay, hvor du reelt set køber ubeset. Du skal gøre op med dig selv om det er en chance du vil tage, for chancen for at guitar ikke er som du forventede eller ikke er som beskrevet er jo til stede. Er du i det mindste i tvivl, er min anbefaling, at man holder sig væk og i stedet købe sin næste guitar i en butik eller via en dansk platform som den blå avis, hvor man har muligheden for at afprøve guitaren inden køb.

Hvis du alligevel vil tage springet og købe på ebay, er der penge at spare og udvalget er næsten uendeligt. Når du køber uden for EU skal du huske at ligge 25% oveni i prisen, da fragt, samt skatter og afgifter æder et sted mellem 25 og 30% af det man troede man havde sparet. Husk at læs sælger feedback / karakter´bog godt igennem inden evt. bud/ køb og sælger under 90% positiv feedback er du nød til at se på antallet af karakterer. Ebay har nogle rigtig gode hjælpesider også og læs evt. nogle af de spørgsmål i brevkassen her på siden også.

Hvis du vælger at købe guitar via den blå avis eller lignede, hvor du har mulighed for at se og afprøve guitaren først, så husk at når private handler imellem hinanden, at der ingen garanti er. Dvs. at du “hænger” på guitaren når guitaren er betalt. Selv har jeg haft købere til guitarer der efter et par dage, har ringet eller skrevet, at de ikke helt synes at guitaren var som forventet på deres egen forstærker eller klangen var anderledes i deres egen stue end i min. Personligt synes jeg ikke folk kan være det bekendt og husker især en Episode, hvor en ophidset far ringer tre uger efter at hans søn havde købt en nyere US strat af mig. Faren var selv med ude og prøve guitaren og de spillede begge på guitaren i godt i time inden de besluttede sig for at den ville de købe. Nå, men han ringede og beklagede sig over bånd slid, intonation og noget svagt støj fra pickupperne. Og tilføjede at den i øvrigt havde en klodset hals profil og at de gerne ville have deres penge retur. Jeg fortalte at jeg vidste at den guitar var 100% i orden og top justeret, så at den nu her tre uger efter næsten ikke var spilbar, måtte skyldes noget andet. Han fladt lidt ned igen og indrømmede så at sønnen hellere ville have en les paul og sagde ligeud, at det jo var forsøget værd, at se om de kunne få pengene tilbage. Jeg sagde direkte til ham at han burde skamme sig over at sætte andre i sådan en situation og at det i øvrigt var et pudsigt signal at sende til sin søn. Jeg hørte aldrig mere fra dem.

Heldigvis er der langt imellem sådanne handler, men de er nok svære helt at undgå. Bare husk at tjekke guitaren grundigt og køber du en vintage guitar, så tjek potmetre, serienummer og øvrigt hardware, da det kan have store indflydelse på prisen, hvis noget er ændret. Med ovenstående, samt lidt almindelig sund fornuft burde være nok til at gå ud og lave en god guitarhandel.