Da der ikke er meget information på dansk omkring disse “Lawsuit Guitarer” har jeg lavet denne lille artikel omkring emnet. Der er mange der er lidt hurtige til at sige at deres guitar er en lawsuit guitar, hvilket hurtig bliver et let salgstrick. Jeg har ofte set flere guitarannoncer på nettet hvor næsten nye guitarer bliver solgt som lawsuit guitarer, hvilket er helt misforstået og jeg håber denne artikel kan være en hjælp til de der er i tvivl. Jeg har selv samlet en del på disse guitarer, da de har historie og ikke mindst er kvaliteten på nogle modeller i absolut topklasse.

Historien omkring “Lawsuit” guitarer

Vi skal tilbage til USA sidst i 1960erne, samt begyndelsen af 1970erne, hvor de amerikanske mærker som Gibson og Fender havde domineret det internationale guitarmarked gennem 50 og 60erne. Modtrækket kom fra østen og der var flere om budet, men min historie begynder med Harry Rosenbloom blev efterfølgenede den mest kendte, sammen med Hoshino.

Harry Rosenbloom som siden begyndelsen af 50erne havde haft guitarforretningen “Medley Music” i Pennsylvania, fik efter anden verdens krig problemer med at følge med efterspørgsel på guitarer og rygtet siger at der dengang var over tre års ventetid på for eksempel Martin guitarer.
Han allierede sig med den tyske instrumentmager Karl Muller og han store bror Georg, hvor planen var selv at bygge i stedet for at vente på de kendte mærker. Sammen blev firmaet “Elger Guitars” en realitet, men de indså hurtigt at de ikke kunne følge med og måtte igen se sig om efter alternativer. I foråret 1964 stoppede de med at lave håndbyggede guitarer.

Efter flere år i branchen havde Harry Rosenbloom nu en rigtig god indsigt i guitarmarkedet og besluttede sig for at begynde at importere guitarer i stedet for at bygge dem selv.
På det her tidpunkt var flere andre guitar mærker begyndt at gøre deres indtog og mange var i modsætning til Harrys guitarer lavet på mindre fabriker, hvor produtionen var mere effektiv.
Han begyndte her at importere fra Japan hvor effektivitet var høj og prisen fordelagtig.

“Elger Guitars” med Harry Rosenbloom ved roret gik i mellem 1964 og 1965 sammen med “Hoshino Gakki Gen Company”, som var en japansk instrument firma. Hoshino havde på dette tidspunkt stor succes og havde netop købt et mindre guitarfirma ved navn Ibanez.
Både Harry og Hoshino kunne lide navnet Ibanez og valgte at dette skulle være “hovedmærket” for deres guitareventyr. Harry Rosenbloom var begejstret for det ikke østlige navn og det siges at han dengang ville have amerikanske navne, da han mente de nemmere kunne konkurrere med Gibson og Fender.

Tidligt i 1971 opkøbte Hoshino “Elger Guitars”, samt alle distributions rettigheder og ændrede navnet til Ibanez USA. Navnet “Elger Guitars” fortsatte dog som distribution sted for disse guitarer i Pennsylvania, USA. Dette får en stor rolle senere.

På dette tidspunkt havde Hoshino ikke haft det store gennembrud, men mange akustiske Japanske guitarmærker er “Hoshino” på klistermærket indeni guitaren. “Hoshino” var kun en af de mange aktøre på guitarmarkedet, men klart en af de største. Andre østlige guitarfabrikanter kastede sig over kopiring af andre amerikanske guitarmærker. “Suzuki Violin Company” også kaldet “Nagoya Suzuki” kopirede for eksempel Martin guitarer i en kort periode.
(se billeder nederst)

Med et nyt navn og en ide´om at lave kopier af de i forvejen kendte amerikanske og succesrige guitarmærker som Fender, Gibson med flere, begyndte Ibanez at gøre sit indtog på guitarmarkedet.
Her i begyndelsen af 1970erne begyndte forretningen virkelig at tage form, da guitarerne blevet lavet i Japan og solgt til vesten til priser der dengang lå væsentligt under de amerikanske mærker. Vægten blev lagt på at få dem til at ligne de originale, men med billigere materialer og ikke mindst arbejdsløn og inden længe var Ibanez en af de store spillere på det internationale guitarmarked. Trods den billigere fremstilling var kvaliteten høj og de forskellige “projekter/modeller” fik forskellige amerikanske klingende navne.

Det var de bedst sælgende modeller der blev kopiret som Gibsons velkendte “Les Paul” og “SG”, men også Fenders Strat og Telecaster. Jeg vil mene at det er samme princip at Epiphone har i dag, hvor det mere gælder om at få dem til at ligne de amerikanske Gibsons, men med billigere materialer og arbejdskraft.

Kopierne var meget forskellige og blevet lavet med stor forskellighed og kvalitet. Nogle var med “bolt-on” neck og andre glued-in, men kvaliteten var meget svingede, da det var en periode hvor det blev eksperimenteret en del. Jeg tror at grunden til dette har været at finde en mellemting mellem de dårlige bolt-on modeller, lavet af de absolut dårligste træsorter og hardware og de dyrere glued-in modeller i mahogni og med Dimarzio pickupper.

I slutningen af 1970erne fik Gibson USA nok af disse kopier, da de kunne se at deres kopier virkelig vandt indtog hos især de unge guitariset, som ikke havde råd til en original Gibson.
Rygtet siger at der igennem flere år op gennem slut 70er kom flere advarsler fra Gibson USA til det lille distributions firma “Elger Guitars”, som var distributør i USA. Disse advarsler blev ikke taget seriøst og da salget gik forrygende fortsatte “Elger Guitars” med at sælge guitarer til USA og resten af vesten. Ibanez USA med “Elger Guitars” som salgs platform I USA var på dette tidspunkt udviklet sig til det, der kunne ligne den “amerikanske drøm”, men i juni 1977 havde Gibson USA fået nok.

Gibson USA tog sagen til retten og deraf kommer navnet “lawsuit” ind i billedet. Gibson mente at de havde rettighederne til det guitarhoved, som Ibanez USA nu brugte til deres kopier.
Kopierne var nu så gode at deres modeller var 1 til 1 og det er fuldt forståeligt at Gibson USA nu havde fået nok. (Se billederne nederst)
Ibanez USA havde i midt 70erne ligeledes kopiret “Guild” og de havde ligesom Gibson USA også truet med at rettens vej, men det blev aldrig til mere, da Ibanez USA “bare” kopirede et andet amerikansk top mærke. Det var ikke selve kroppen der var problemet, men selve hovedet. (engelsk – headstock)

Så retsagen stod nu her i juni 1977 mellem “Elger Guitars” og Gibson USA. Det var første gang nogen havde taget skridtet, men rygtet siger at alle de amerikanske top mærker havde truet om selv samme. Gibson mente at de havde alle rettighederne til det “open headstock” med “overskægget”. “Overskægget” kom af at det øverste af selve hovedet ligner et overskæg.
Ibanez tabte sagen og var nødsaget til at ændre det koncept der havde været deres vej til succes. Misforståelsen omkring disse “lawsuit” modeller er at det ikke kun´er Gibsons hoved der blev kopiret, men blandt andre også Guild mf.

Mod midten af 1970erne begyndte Ibanez USA at indføre serie numre, hvilket de nok har set sig nødsaget til for at få styr på deres produktion, som havde spredt sig udover mange modeller, mærker, undermærker og ingen af disse havde haft nogen former for identifikation andet end “made in Japan”, som oftest kun var indikeret med et lille klistermærke.

Hvad “lawsuit” guitarer angår stoppede den era her og selvom der har været mange lignede sager, er denne gået ind i historie bøgerne. Fender har ligeledes haft flere sager op gennem 70erne og 80erne, men de har siden opgivet, selvom Fenders velkendte Stratocaster hoved bliver kopiret af flere guitarfabrikanter.
Orville og Tokai er i dag ejet af Gibson USA og er undermærker ligesom Epiphone, hvilket er årsagen til de ligner Gibson til forveksling. Epiphone var tidligere et mærke for sig selv, men blev meget tidligt opkøbt af Gibson.

En anden af de meget store er Greco og de var ligesom Ibanez også kopierede Gibson, Rickenbacker og Fender. De blev også ramt da, Ibanez tabte retten til at kopiere gibson hovedform, men fortsatte trods det op gennem 80erne, hvor presset til sidst blev for stort og de stoppede produtionen. De tidlige Greco Les Pauls er lavet i enestående kvalitet.

De mest kendte lawsuit modeller er oftest Les Pauls, Gibson SG´s, Explorer, Strat og Telecaster, men der blev som nævnt eksprimenteret en del, så der er nok ingen der er gået helt fri.
De meste kendte lawsuit mærker er; Ibanez, Greco, Burny og undermærket Fernandes, Maja, Aria, Diamond, Hondo, kawai, Tacoma og ikke mindst Cimar som er et undermærke til Ibanez.

Der er rigtig mange konspirations teorier omkring hvem der først fandt på hvad og hvem der har de forskellige rettigheder til design, men det meste er gisninger.
Mange større guitarfabrikanter har opkøbt mindre fabrikanter og derigennem lavet undermærker og er dette ikke gået, er navnet blot ændret eller udgået. Branchen er ligesom de fleste andre industrier benhårde og kampen om det perfekte design, kvalitet og design hersker også den dag i dag.

Mangler du yderligere information omkring dette emne, skal du være velkommen til at skrive til mig, da disse “lawsuit” guitarer var min tidligere niche og jeg har haft de fleste mærker/modeller.

Se dig altid godt for på nettet og en “lawsuit” guitar behøver ikke være lig med god kvalitet.

/ Copyright – Jeppe Lindahl – Guitarkassen – Oversat til både Svensk, engelsk og tysk.